Årets støtteforeningsprojekt
Juleevangeliet i børnehøjde (2026)

Juleevangeliet er en helt særlig fortælling. En nærmest magisk fortælling, der hører julen til. Mange vil sige, at det slet ikke er jul uden den – og det er rigtigt i mere end en forstand. Det er en ritualiseret tekst, man helst ikke skal ændre for meget i, hvis man spørger voksne. Men det er også en fortælling med fremmede og svært forståelige ord og begreber, hvis man er barn. Ord som folketælling, statholder, bebudelse, lovprise, Herrens herlighed, himmelsk hærskare, frelser osv. gør det svært at forbinde fortællingen om Jesu fødsel med deres eget børneliv i dag.
Projektet ønsker at invitere børn til at gå på opdagelse i juleevangeliet sammen med tøjdyrene Snapper og Topper, så det ikke ”kun” er en gentaget fortælling, vi måske hører til jul. Vi ønsker at skabe kroge til børnenes eget liv og egne erfaringer, så fortællingen får en anden resonans og relevans og bliver nemmere at forstå – og samtidig nemmere at forundres over og blive mindet om.
Lancering og udgivelse
Juleevangeliet i børnehøjde lanceres 1. november 2026, men information om projektet formidles tidligere på året bl.a. via kampagner på sociale medier, opslag i faglige Facebookgrupper og nyhedsbreve.
Målgruppe og modtagere
Projektet er målrettet børn i 5-10 års alderen og deres voksne. Brugerne er kirker (bl.a. minikonfirmandundervisning og børneklubber), skoler (indskolingen), børnehaver (ældstegruppen), børne- og ungdomsorganisationer og familier.
Baggrund - hjælp til skoler og kirker
I forbindelse med DKM’s arbejde, og især i forbindelse med, at vi har holdt kurser i Børnetjenesten over hele landet, har vi igen og igen mødt præster og kirke- og kulturmedarbejdere, der med undren i stemmen har fortalt om børn, der ikke ved, hvorfor vi holder jul. De er med på alt det med gaver, nissehuer og julekalendere, men så begynder det at knibe for mange. Den samme melding har vi fået fra skolelærere i vores bagland igennem flere år. Begge grupper ønsker sig et inspirerende, let formidlende og engagerende materiale i et moderne børnevenligt sprog.
Flere lærere har også nævnt, at et sådant materiale kan gå fint hånd i hånd med skolens julebesøg/gudstjeneste i den lokale kirke.
Idé og indhold
Med udgangspunkt i juleevangeliets fortælling vil vi sætte fokus på, hvorfor vi holder jul – og hvad det betyder for os i dag. En slags moderne krybbespil, hvor fortællingen fra Bibelen bliver gjort mere håndgribelig og virkelig for børn. Vi vil forlænge fortællingen til ikke kun at indeholde selve fødslen, men starte med Maria bebudelse og slutte med barnemordet og flugten til Egypten, så julens fortælling bliver sat ind i en sammenhæng, der giver mulighed for at gå på opdagelse i flere emner.
Udgangspunktet er, at tøjdyrene Snapper og Topper i to film er på besøg hos deres præst, hvor der er pyntet op til jul i præstegården. Den første film har fokus på juleevangeliet. Den anden film handler om, hvordan det lige er blevet dé traditioner, vi har i dag, som vi nu fejrer Jesu fødselsdag med.
Støt årets projekt
Årets støtteforeningsprojekt 2026 kan støttes ved at indbetale et bidrag til konto:
Reg.nr. 0755 – konto nr. 3234537481
Se tidligere projekter
Støtteforeningen for Danmarks Kirkelige Mediecenter har til formål at indsamle midler til produktion af kirkelige- og idébestemte projekter målrettet kirker, skoler, organisationer og foreninger. Projekterne er lettilgængelige og gratis for alle. Du finder alle tidligere projekter her.